Målgruppe
Solglimt er en boform for mennesker med psykisk funktionsnedsættelse fra 18 år og opefter. Graden af funktionsnedsættelse er forskellig. Nogle har derudover et fysisk handicap eller en psykiatrisk lidelse.
De fleste har permanent ophold på Solglimt. Derfor ligger det os på sinde at give beboerne en oplevelse af, at Solglimt er deres hjem.
Med ordet ’hjem’ mener vi ikke blot, at beboerne har et sted at være og leve. Et hjem indeholder kærlige og omsorgsfulde relationer til hinanden. Vi ønsker, at man på Solglimt oplever sig som en del af en familie, hvor man mødes med kærlighed, respekt og hjælpsomhed. Vi har fokus på, at hjem også er en følelse, og vi søger at styrke denne følelse af hjem på Solglimt.
Vi arbejder for, at den enkelte beboer fastholder sit netværk med familie og venner. Derudover støtter vi beboerne i at deltage i fællesskaber og aktiviteter på Solglimt, i lokalområdet og i handicapregi.
Vi er optaget af, at den enkelte skal vide sig betydningsfuld for husets sociale fællesskab. Derfor arbejder vi målrettet for at hjælpe den enkelte til at udfylde sin rolle gennem anerkendelse og opmuntring.
Det er muligt at bo på Solglimt hele livet. Ved behov for særlig, omfattende pleje for ældre beboere indgås et samarbejde med den lokale hjemmepleje.